Jupiter
fig. 1
Måne Ganymedes
Måne Ganymedes
fig. 2
Måne Callista
Måne Callista
fig. 3 Måne IO |
fig. 4 Måne Europa |
|
Jupiter
fig. 1
Måne Ganymedes
fig. 2
Måne Callista |
Hvis man endelig er kommet sikkert forbi asteroidebæltet, er den første
planet man møder Jupiter. Dette er den største planet i vores solsystem, og
den er dobbelt så stor, som alle andre planeter tilsammen, og den er 1318
gange så stor som Jorden. Den er opkaldt efter den romerske gud, Jupiter,
der i den romerske mytologi var gudernes konge. Hvis man observerer planeten
vil det mest karakteristiske være dens flotte rød/orange farve. Men Jupiter
er et farligt sted. Den virker som en kæmpemæssig magnet og opfanger den
kosmiske stråling fra Solen, der lægger sig i bånd omkring den. Denne
stråling er 100 000 gange kraftigere end den stråling, der skal til for at
dræbe et menneske, Det ville være umuligt at lande på Jupiter om ikke andet,
så fordi det, vi regner som Jupiters overflade, består af gas. Dens
overflade er dækket af skyer, og på vej ned igennem atmosfæren presser
gassen, hovedsageligt bring, hårdere og hårdere til der til sidst lange
inde i planeten bliver flydende. Astronomer tror, at der er en fast stenkugle
på størrelse med Jorden i planetens centrum.
Denne gigantiske flydende kugle bliver holdt sammen ved hjælp af tyngdekraft,
men da den roterer meget hurtigt, buler den lidt ud ved ækvator. Faktisk bruger
den kun 10 timer på at rotere om sig selv, i forhold til Jorden der jo som
bekendt, er 24 timer om en rotation. En anden lille detalje er, at rundt om
ækvator har Jupiter et lille støvet bælte, der ellers er usynligt fra Jorden,
men kan ses af forbipasserende rumsonder, såsom Pioneer 10 og 11.
Angående disse to sonder, skal der siges, at den førstnævnte fløj forbi planeten
i 1973 og gennem de farlige strålingsbælter, der ødelagde signalerne fra nogle
af dens instrumenter. Derefter forlod den solsystemet, og siden 1983 har den
været længer væk end Pluto, som er den yderst kendte planet i systemet.
Jupiters overflade består af skyer der er frosne på grund af den meget lave
temperatur så langt væk fra Solen. Disse skyer bliver blæst rundt af kraftige
vinde, der danner stribede mønstre. Der er også et mysterium, der i adskillige
år har plaget astronomerne. Det er den gigantiske røde plet på planetens
overflade. Sommetider forsvinder den helt, for så at dukke op igen. Det bedste
svar man har, er at det er en enormt stor hvirvelstorm.
Jupiter har 16 måner. Tolv af dem er meget små, men fire af dem er på størrelse
med små planeter. Den største af dem, Ganymedes (fig. 1), er større end Merkur.
Tre af de små måner blev opdaget af Voyager i 1979 og 1990. Den næststørste er
Callista (fig. 2), der kredser uden for strålingsbælterne og er dækket med kratere. Derefter kommer
Io (fig. 3), der er dækket med aktive vulkaner, der hele tiden spyer millioner af tons
materiale op, og derfor konstant ændrer overfladen. Den sidste af det fire store
måner er, Europa (fig. 4), der er dækket med is, og derfor har en hvid overflade.
Man har i tidernes løb sendt mange sonder ud forbi Jupiter. De første to, var de
såkaldte Pioneer sonder med numrene 10 og 11, der fløj forbi planeten i 1973.
Den næste sonde der kom derud var Voyager, der som sagt opdagede de fire store
måner. Den næste sonde ved Jupiter
var Galileo. Dens hovedopgave, er at studere planetens
overflade, måner og atmosfære, Galileo medbragtet også en lille probe der blev sendt ned igennem atmosfæren.
Alle disse projekter er med til at løse nogen af de mange mysterier der er omkring denne gigantiske planet.
|