I begyndelsen var der intet. Så indtraf Bigbang, universets eksplosive skabelse. Lige siden har rummet udvidet sig, og alle galakserne er fortsat på vild flugt væk fra hinanden i alle retninger. Men hvad er universets ultimative skæbne? Dét er der traditionelt tre mulige scenarier for. Hvis massen i universet er tilstrækkelig stor, vil tyngdekraften i fjern fremtid trække alt stoffet sammen i et Big Crunch. Er massen derimod lille, vil universets udvidelse fortsætte til evig tid, indtil alle galakserne er spredt uendeligt langt fra hinanden i et uendeligt stort rum. Men hvis massen har en bestemt kritisk størrelse, vil udvidelsen med tiden bremse op og næsten gå i stå. De tre modeller kaldes henholdsvis for det lukkede, det åbne og det flade univers.

I mange år har det flade univers været kosmologernes favorit, fordi det er en naturlig konsekvens af den førende teori for universets skabelse. Det er inflationsteorien (ovenfor), som går ud på, at universet udvidede sig ekstremt i de første brøkdele af et sekund efter Big Bang. Med universets nuværende alder på 14-16 milliarder år skulle udvidelseshastigheden altså være aftagende.

Men sidste år ændrede observationer af supernovaer i fjerne galakser med ét slag kosmologien. Supernovaer er eksploderende stjerner, som kan ses langt ude i rummet og dermed langt tilbage i tiden.Astronomerne kan beregne afstandene til Supernovaerne og måle, hvor hurtigt de bevæger sig væk fra os. Da de eksploderende stjerner stammer fra forskellige epoker i universets historie, kan Supernovaerne bruges til at bestemme udvidelsens tempo gennem store dele af universets historie. Observationerne viser overraskende, at udvidelsen på ingen måde er ved at gå i stå. Tværtimod accelererer den. Umiddelbart skulle man tro, at de nye resultater var dødsstødet for det flade univers og dermed også for inflationsteorien. For tilsyneladende er massen i universet ikke stor nok til at bremse udvidelsen via tyngdekraften. Den logiske konsekvens er, at universet er åbent og vil blive ved med at vokse til evig tid. Grafen 1 viser den nye favorit, et fladt univers med en frastødende kraft, som kaldes den kosmologiske kontant. Et sådant univers udvider sig hurtigere og hurtigere med tiden. Nummer 2 viser et fladt univers uden en kosmologisk konstant. Her bliver udvidelsen langsommere og langsommere, mens nummer 3 viser et lukket univers, hvor massen er så store, at tyngdekraften til sidst trækker galakserne sammen i et Big Crunch. Men der er en joker i spillet. For universet rummer sandsynligvis en frastødende kraft, som udspringer af det tomme rum mellem galakserne. I givet fald er vacuumenergien den frelsende engel, som får hele det kosmiske puslespil til at gå op. For ifølge de nyeste kosmologiske modeller svarer tomrummets energi netop til den masse, der mangler for at redde det flade univers; omend i en ny udgave. Når universets udvidelse accelererer, skyldes det altså ikke, at massen er for lille til, at tyngdekraften kan bremse udvidelsen, men at den frastødende kraft modvirker massetiltrækningen mellem galakserne. Fysikerne kalder tomrummets energi for den kosmologiske konstant.